50'ernes nyorientering

I 1948-49 var landbrugsproduktionen efter krigsårenes afspærring atter på førkrigsniveau. Med Marshallhjælpen støttede USA Europas genopbygning og tilskyndede gennem samarbejdsorganisationen OEEC (senere OECD) til ny økonomisk vækst gennem handelsfrigørelse og investeringer i ny teknologi. Således fik vi valuta til at importere traktorer for, så der kunne spares arbejdskraft, og så arealerne til hestefoder kunne frigøres til fødevareproduktion.

Samhandel eller ej

Mens der skete en vis liberalisering af handelen med industrivarer, kæmpede Danmark og Holland, New Zealand og Canada en forgæves kamp om en frigørelse af landbrugsvarehandelen. Både i Europa og USA havde den nationale forsyningssikkerhed og landbrugsbeskyttelse første prioritet.

Mens Danmark og New Zealand fortsat indædt kæmpede for fri landbrugsvarehandel, begyndte hollandske og franske landbrugsministre at arbejde med grønne planer om et fælles europæisk landbrugsmarked med fælles ydre beskyttelse, ligesom man allerede havde skabt et fælles kul- og stålmarked. I Danmark fandt man imidlertid i første omgang disse ideer for planøkonomiske.

Men da de seks kul- og stållande i 1956 besluttede sig for en traktat om et stort fælles marked for både industri- og landbrugsvarer, anbefalede både landboforeningerne og Landbrugsraadet i 1957 dansk deltagelse - også selvom England, landbrugets hovedmarked, ikke ville være med.

Mejeriernes formand, Søren Overgaard, kaldte tilslutningen til »de seks« for det mindste af to onder. Danmark har altid været i klemme, når der har været stridigheder mellem kontinentet og England. Folketingets flertal mente imidlertid, at det mindste onde var at følge England ind i frihandelsområdet EFTA, der ikke omfattede landbrugsvarer. Tilslutning til de seks’ mere forpligtende europæiske fællesskab måtte vente, til også England var klar.

Behov for målrettet indsats

Dermed skærpedes dansk landbrugs afsætningsvanskeligheder, og landbo- og husmandsforeningerne pegede i deres fælles henvendelser til regeringen på behovet for en mere målrettet indsats. Således måtte det danske omkostningsniveau tilpasses eksporterhvervenes indtjeningsevne, og priserne på hjemmemarkedssalget skulle følge omkostningsudviklingen. For eksporten måtte der gøres en forstærket indsats gennem produktudvikling og moderne salgsmetoder, og over for lande med centralt indkøb skulle der være centralt salg, så underbud blev undgået.

Midt i 50’erne foregik den største del af landbrugseksporten som bacon i sækkelærred, smør i dritler og æg i kasser til England og som levende kreaturer til Tyskland. Reklamebudgetter var nærmest ikke eksisterende, og hovedmarkedernes import var reguleret ved handelsaftaler.

Landbrugets Afsætningsråd

Da flertallet i landbo- og husmandsforeningerne syntes, at andelsforeningerne var for træge til at modernisere salgsindsatsen, søgte de gennem det nyoprettede Landbrugets Afsætningsråd at lede koordineringen. Det affødte en voldsom strid internt i landbruget, der først bilagdes i 1960-61 ved den nyvalgte landboforeningsformand Anders Andersens mellemkomst. Derefter blev arbejdsdelingen, at andelsforeningerne havde hovedansvaret for afsætningen med bistand fra Landbrugsraadets afsætningsudvalg, og landbo- og husmandsforeningerne fik hovedansvaret for landbrugspolitikken med støtte fra Landbrugsraadets kompensationsudvalg, hvor også arbejdsgiverforeningerne havde sæde.