70'ernes spildte muligheder
Da vi omsider kom ind i EF i 1973, skulle vi rigtigt gøre os gældende. Men da der ikke havde været råd til nybyggeri i 60’erne, havde vi mistet konkurrenceevne i forhold til hollænderne.
Usikkerhed fik landmænd til at tøve
Landmændene tøvede med en kraftig udvidelse af husdyrproduktionen, og flere ældre landmænd fik med de bedre kornpriser mulighed for at afvikle deres arbejdsbelastende husdyrproduktion. Det fik Weekendavisen til at spørge, om landmændene brugte Fællesmarkedet som sovepude. Men landmændene var blevet usikre på fremtiden. Politisk blev det tilkendegivet, at det øvrige samfund ville inddrage fællesmarkedsfordelene. Først genindførte man den jordbeskatning til amterne, der var afskaffet i 60’erne. Så sluttedes der i foråret 1973 efter omfattende strejker - herunder en ammoniakstrejke - dyre overenskomster, der sammen med den efterfølgende pristalsregulering gav 20 procent lønstigning på et år. Om sommeren resulterede manglen på proteinfoder i soyaskråpriser på over 400 kr. pr. hkg, og om efteråret kom den første energikrise med tredobling af olieprisen og bilfrie søndage.
Det gav anledning til inflation og rentestigning, der gjorde nybyggeri mindre rentabelt. Hertil kom i 1975 og 1976 nogle tabgivende tørkeår. Men i 1977 vendte stemningen. Der kom en så god høst, at landbrugets førstemand, Arne Pilegaard Larsen, udtalte de siden så ofte citerede ord om, at det nu kunne være svært at bevare pessimismen.
3 procent årlig stigning
I det samme år kom den landbrugspolitiske betænkning, der sagde, at det samfundsøkonomisk ville være fordelagtigt med en tre procent årlig stigning i landbrugsproduktionen. Internationalt var der efter råvarekrisen blevet mangel på fødevarer, og den danske betalingsbalance havde brug for en stigning i eksporten. Og da der var arbejdsløshed, var der brug for den øgede beskæftigelse, som mere landbrugsbyggeri og en stigende husdyrproduktion kunne skabe.
Eneste problem var, at den danske rentes højde gjorde det urentabelt at investere. Derfor krævede landbruget adgang til kurssikrede udlandslån og dermed samme lånevilkår, som gjaldt for tyske og hollandske landmænd. Men det ønske blev med de såkaldte K-lån kun imødekommet i alt for lille et omfang. Da pengeinstitutterne var ivrige efter at låne penge ud, og da mange eksperter sagde, at inflationen ville løse problemerne, gik landmændene i stort tal i gang med at investere i moderne, større stalde.
En omfattende gældskrise
Da så prisstigningerne på landbrugsvarer ophørte i 1978, mens omkostningsstigningerne fortsatte, og da mange landmænd skulle finansiere de foregående års tørketab og eventuelle indkøringstab for nye stalde til en rente omkring 20 procent, udløstes i 1979-80 en omfattende gældskrise.
Ejendomspriserne, der var steget med indtil 20 procent om året, faldt nu brat, og tvangsauktionerne fik samme omfang som i 30’ erne. Men krisen kom til at vare dobbelt så længe som i 30’erne.
70’erne var de spildte muligheders 10-år. Nok ramtes vi hårdt af energikriserne, men hovedårsagen var en sorgløshed og manglende økonomisk ansvarsbevidsthed i landets øverste ledelse. Fællesmarkedsfordelene blev spist op, før de blev konstateret, og der blev ikke grebet ind for at tøjle inflationen, der kun blev forstærket af de talrige devalueringer. Først fra og med 1982 blev der med fastkurspolitikken og afskaffelsen af den selvforstærkende dyrtidsregulering grebet effektivt ind. Dermed skabtes fundamentet for 90’ernes kapitalmarkedsliberalisering og de senere års rentefald.
