Ud af venteværelset – til hvad?
1972 var et skelsættende år. Tronskiftet efter Kong Frederik den niendes død i januar var en symbolsk ouverture.
Klimaforholdene i vækstperioden var som en afspejling af et år i godt og ondt. Sjældent er der set så store udsving fra egn til egn. Fra midt-maj til midt-juni fik hele landet usædvanligt megen regn, og det sjællandske delegeretmødeberetning beklager ”det næsten trøstesløse syn, der møder en på markvandringerne”. Udbytterne blev tilsvarende vidt forskellige, fra katastrofale til rekordagtige. Det samlede resultat blev som ofte før: Ikke så galt endda.
Og økonomien havde det fornuftigt i kraft af den gode høst året før og positiv prisudvikling på flere områder. For første gang på 11 år viste julitællingen voksende kvægbestand. Ungskuet i Herning var i anledning af Foreningen af jyske Landboforeningers 100 års jubilæum udvidet til landskue, som gennemførtes med stor succes.
Folkeafstemningen om EF-medlemskabet 2. oktober endte med en klar afgørelse: Næsten to tredjedele for. Statsminister Jens Otto Krags afgang var en bombe, som skabte stor usikkerhed. Den 5. oktober tiltrådte regeringen Anker Jørgensen. 6. oktober fandt det jyske delegeretmøde sted i Århus.
Stemningen her var præget af lettelse og lykønskninger til Anders Andersen for det resultat, han havde kæmpet så hårdt for. Han måtte dog som så ofte før tordne imod det løbske løn- og omkostningsniveau i Danmark, såvel som imod Folketingets skærpelse af kapitalvindingsskatten, som var en særskat på landbrug.
Godt en måned senere, 16.november, holdtes det sjællandske delegeretmøde. I mellemtiden var stemningen skiftet dramatisk. Den socialdemokratiske regering havde besluttet at fratage landbrugets organisationer en betydelig del af den indflydelse, man traditionelt havde på den praktiske udførelse af landbrugspolitikken. Og – meget værre – socialdemokraterne ville konfiskere EF-gevinsterne, før landmændene overhovedet havde mærket dem.
Formanden, Arne Pilegaard Larsen, karakterisede denne politik med en vrede og bitterhed, som ellers lå den optimistiske mand fjernt. Han understregede, at ”man vil næppe vove at byde nogen anden befolkningsgruppe nye skattemæssige særbyrder og fratagelse af almindelig erhvervsstøtte, inden der er skabt blot nogenlunde sikkerhed for, et en i forvejen lav gennemsnitsindtægt kan forbedres. Det føles unægtelig som et ufortjent og brutalt spark”.
