Voksende byrder for humør og pengepung
Stabiliseringen efter krisen fortsatte, selv om den for mange landmænd slet ikke var overstået. Antallet af årlige tvangsauktioner over landbrug var på ca. 400 – i 1988 steg det igen og holdt sig på et højt niveau helt frem til midten af 90’erne.
Atter begyndte året med en streng vinter, hvor ca. 15 pct. Af vintersæden frøs væk. Foråret var sent, det blev høsten også, og den var besværlig og dyr. Et år med store udbytteforskelle fra egn til egn, men totalt en ganske pæn høst (153 mio. a.e.)
Tre gode høstår i række og rimeligt styr på omkostningsudviklingen var gode fundamenter. Når fremtiden alligevel så bekymrede ud, skyldtes det først og fremmest lave salgspriser. Verdensmarkedet var presset og i situationen i EF præget af overproduktion og lageropbygningen – ”en byrde for humør og pengepung” (H.O.A. Kjeldsen).
1986 blev det første år siden EF-tilslutningen, hvor værdien af landbrugseksporten faldt. Kjeldsen engagerede sig stærkt i den internationale landbrugspolitik og argumenterede for, at EF’s kurs var ansvarlig og den eneste mulige. En stor opmuntring var, at folkeafstemningen om foråret om den nye EF-traktat efter Spaniens og Portugals indtræden faldt ud med et dansk ja.
Det dårlige marked for korn, kød og mælk satte fokus på nicheproduktioner. Det faglige landscenter dannede en ”pionertjeneste” til at hjælpe landmændene med nye produktioner. Den største af dem, pelsdyravlen, var ikke længere en niche. Antallet af minkfarme nærmede sig 5000, en fordobling i løbet af 80’erne.
I 1985 havde Folketinget gennemført NPO-handlingsplanen. Landbruget gik omgående ind med faglig opbakning og kunne i 1986 vise klare fald i forbruget af både handelsgødning og planteværnsmidler. Til erhvervets irritation var Folketinget ikke i stand til at opfylde sin andel – økonomisk støtte til de nødvendige miljøinvesteringer. Det alternative flertal i tinget ville have, at landbruget selv skulle betale gennem afgift på kunstgødning. Det afviste organisationerne totalt som ”blot en ny særskat på dansk landbrug”.
Et lærestykke i, hvad der var i vente, kom i efterårets agurketid, hvor TV-avisen billeder af nogle døde hummere, der blev trukket op fra bunden af Kattegat. Begivenheden må formentlig vurderes som et tv-stunt, som ”bekymringsindustrien” og såkaldte grønne folketingspolitikere siden har benyttet flittigt. En politisk realitet, som landmændene har måttet lære at leve med. For mange har det været svært.
