Fusion i stiv, økonomisk kuling
2009 blev uomtvisteligt et problematisk år – for at sige det mild. I hvert fald økonomisk og politisk.
Indenfor alle driftsgrene faldt priserne. Det blev stadig sværere at få økonomien i slagtesvineproduktionen til at hænge sammen, og ganske mange lukkede eller lagde om til eksport af smågrisene. For planteavlerne var de gyldne tider i den grad forbi. Ingen talte længere om fødevarekrise, og hveden nåede ned i 70-80 kr. tønden, mere end en halvering siden det gyldne forår 2008.
Jordpriserne begyndte også for alvor at sætte sig, men kun de mest dristige turde spå om et prisfald til 150.000 kr. pr. hektar, der i løbet af få år skulle blive virkeligheden. Eneste lyspunkt var faktisk renteudviklingen. Den faldende rente gav erhvervet en besparelse på fem mia. kr., specielt da det store flertal fik lagt om i de korte, afdragsfrie F1-lån. Alligevel endte resultatet på et gennemsnitligt heltidsbrug for andet år i træk med et minus – og så hjalp det ikke meget, at 70 procent af EU-støtten blev udbetalt lidt tidligere end ellers.
På de indre linjer vil 2009 mest blive husket for skabelsen af Landbrug&Fødevarer. Allerede tidligt på året satte bestyrelserne i landbrugets mange organisationer gang i det arbejde, der skulle fusionere LandbrugsRådet, Dansk Landbrug og brancheorganisationerne. Logikken var, at kun ved at samle hele fødevareklyngen ville det være muligt at få indflydelse. 10.000 heltidslandmand vægter ganske enkelt for lidt, hvis de ikke samtidig kan tale for over 100.000 ansatte på virksomhederne.
Manøvren lykkedes – i alle dele af erhvervet blev fusionen vedtaget med overvældende flertal. Den betød samtidig udskiftninger i toppen. Peter Gæmelke meldte ud, at nu var hans opgave fuldført, og Michael Brockenhuus-Schack tog over som formand med Niels Jørgen Pedersen og Ib Jensen som viceformænd på primærsiden og DLGs Niels Dengsø Jensen som viceformand for den samlede fusion.
Fusionen blev født ikke kun i økonomisk, men også i politisk modvind. 2009 blev det år, den blå regering vedtog den forkætrede plan om grøn vækst – med bræmmer, obligatoriske efterafgrøder og især kravet om at reducere udledning af kvælstof med 19.000 tons. Planen indeholdt meget andet, men det var disse elementer, der skabte så meget vrede i landbruget og fik mange til at føle, at fremtiden var mere end usikker. Ikke mindst fordi det kom samtidig med den kreditklemme, den internationale finanskrise i forvejen havde anbragt det gældsplagede danske landbrug i.
